22:1 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:
22:2 "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.
22:3 Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.
22:4 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!
22:5 Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;
22:6 og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem.
22:7 Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.
22:8 Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.
22:9 Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde!
22:10 Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.
22:11 Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.
22:12 Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav.
22:13 Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.
22:14 Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."
22:15 Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.
22:16 Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person.
22:17 Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
22:18 Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere, hvorfor friste I mig?
22:19 Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar".
22:20 Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?"
22:21 De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"
22:22 Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.
22:23 Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde:
22:24 "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.
22:25 Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.
22:26 Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende;
22:27 men sidst af alle døde Hustruen.
22:28 Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende."
22:29 Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.
22:30 Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
22:31 Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger:
22:32 Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke dødes, men levendes Gud."
22:33 Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.
22:34 Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig.
22:35 Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:
22:36 "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?"
22:37 Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
22:38 Dette er det store og første Bud.
22:39 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.
22:40 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."
22:41 Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
22:42 "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids."
22:43 Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger:
22:44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder.
22:45 Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
22:46 Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.
Created with FREE HTMLCompiler by BibleDatabase