Index: Danish Bible

 

Filipperne 2

[1] [2] [3] [4]

2:1 Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Åndens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed:

2:2 da fuldkommer min Glæde, at I må være enige indbyrdes, så I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen,

2:3 intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv

2:4 og ikke se hver på sit, men enhver også på andres.

2:5 Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus,

2:6 han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov at være Gud lig,

2:7 men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og blev Mennesker lig;

2:8 og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden.

2:9 Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne,

2:10 for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og på Jorden og under Jorden,

2:11 og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære.

2:12 Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven;

2:13 thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke, efter sit Velbehag.

2:14 Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder,

2:15 for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden,

2:16 idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros på Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves.

2:17 Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle.

2:18 Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig!

2:19 Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det går eder.

2:20 Thi jeg har ingen ligesindet, der så oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det går eder;

2:21 thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til.

2:22 Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, således har han tjent med mig for Evangeliet.

2:23 Ham håber jeg altså at sende straks, når jeg ser Udgangen på min Sag.

2:24 Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg også selv snart skal komme.

2:25 Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang,

2:26 efterdi han længtes efter eder alle og var såre ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg.

2:27 Ja, han var også syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men også over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg på Sorg.

2:28 Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I og jeg være mere sorgfri.

2:29 Modtager ham altså i Herren med al Glæde og holder sådanne i Ære;

2:30 thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig.

 

Created with FREE HTMLCompiler by BibleDatabase